Vinderne af Norddjurs Bibliotekers Skrivekonkurrence for unge er fundet

Temaet for årets skrivekonkurrence tager afsæt i fejringen af 150 året for fødslen af videnskabsmanden August Krogh, der er født og opvokset i Grenaa.

Af Isaac Kenneth Donkor

Alle mellem 14 og 24 år har kunnet indsende en kort historie på max 2 sider, der handler om at forvandle drømme til virkelighed.  Man har til kunne lade sig inspirere af August Krogh og hans stræben efter at opnår noget stort og gøre sine drømme til virkelighed eller finde sin helt egen inspirationskilde.  

Et panel af dygtige bibliotekarer har vurderet historierne og udvalgt 2 der gjorde sig særlig bemærkede.  

De 2 vindere er:  

”Drømmen om at drømme” af Isabella Degn og ”Det skjulte fund” af Malou 

Panelet skriver om dem:  

”Drømmen om at drømme” af Isabella Degn: 

Isabella formår på bedste vis at give et andet perspektiv på at gøre drømme til virkelighed. Her er det drømmen om at nå et sted i sit liv, hvor man rent faktisk har overskuddet og muligheden for at kunne drømme, der går igen i teksten. Et rigtig fint perspektiv på hele temaet for skrivekonkurrencen, for som hun selv skriver, så behøver drømme ikke at være store for at være virkelige.  Der er en vemodighed, men også et håb i teksten, som juryen var glade for. Passager som ”For hun kan ikke gå et helt liv og vente på, at alt bliver perfekt. Det var det aldrig, og det bliver det heller ikke. Hun er i stand til at føle nu. Hun kan være glad. Hun kan grine. Og det er nok” var med til at cementere teksten som vinder af skrivekonkurrencen.  

 

Det skjulte fund af Malou: 

Malous tekst emmer af en klar kærlighed til naturen og viser utrolig rammende, at mange drømme begynder med en passion og dedikation til noget, som man bliver ved med at holde fast i. Her kunne juryen godt lide hovedpersonens vedholdenhed, selvom omgivelserne ikke altid var lige så forstående. Teksten beskriver det selv meget godt: ”Men det, der fyldte hende med mest stolthed, var ikke de mange priser hun vandt, eller den anerkendelse hun fik. Det var visheden om at hun, en ung pige fra en lille by, havde holdt fast i hendes nysgerrighed og sin drøm, selvom vejen havde været svær.”  

Vinderne vil blive kontaktet direkte.